title

VÆRD AT VIDE

 

Der er meget at se i Lejre – også uden for Sagnlandet!

Sagnlandet ligger som en skattekiste af oplevelser midt mellem Sjællands grønne bakker. Området omkring Lejre er spækket med smuk natur, indbydende gårdbutikker der sælger frisk frugt af egen produktion, og interessante lokale gallerier.

Hos Sagnlandets nabo, Restaurant Herthadalen, er der ild i pejsen og forkælelse på menuen når kokkene leger med årstidens lokale råvarer, og kun et par kilometer fra Sagnlandets indgang kan må få en actionfyldt flyvetur over Slotshaven hos Ledreborg Fly High.

På visitlejre‘s hjemmeside kan man gå på opdagelse mellem Lejres mange muligheder, og finde overnatning, overmåde god mad og oplevelser i alle afskygninger.

Heller ikke historisk er er området hvilken som helst plet i det danske landskab. Gamle sagn om Lejre fortæller historier om menneskeofre, monstre og monarker.

Historierne er mange, og selv arkæologerne må give legenderne ret. Lejre er noget særligt. Lejre er det sted, som nogle af Danmarks første vikingekonger kaldte hjem. Kun tre kilometer fra Sagnlandet lå for knap 1500 år siden en stor kongehal. Danmarks største. Cirka så lang som en fodboldbane er bred og med stolper så store og tykke, at de kunne bære en bygning med to etager.

I dag er der ikke meget tilbage af hallen, men arkæologerne har lavet en lille jordvold i landskabet, så du kan se, hvor den lå.

Tag en tur forbi, og fornem de gamle kongers storhed. 200 meter fra den gamle hal ligger Lejre Museum, der er en lille underafdeling af Roskilde Museum. På den anden side af museet kan du se de sten, der er tilbage af den oprindelige skibssætning og gravplads, der i dag er genopført i Sagnlandet.

Du kan også gå på vandretur nær Sagnlandet, og nyde Lejres mange fortidsminder og den storslåede natur. Her er så meget at se, at området omkring Lejre og Roskilde er på vej til at blive udnævnt til nationalpark. Mange kender allerede området under navnet: Skjoldungelandet.

Vest for Sagnlandet finder du både Sporvejsmuseet Skjoldnæsholm og Tadre Mølle, den sidste vandmølle i Danmark hvor hjulene stadig drejer rundt. Kan du ikke få nok, så tag en tur ind til Roskilde, og se Domkirken, eller gå ned på havnen, hvor Vikingeskibsmuseet arbejder med fortidens både.

 

 

Andre Links
Sommerhusudlejning på Sjælland – Hos Feline Holidays