title

Nete Nærigfis

 

“DEN DER SPARER, HAR TIL EN ANDEN GOD GANG”

 

Nete har nok at se til. Med tre børn, et voksent mandfolk og hans mor at bespise er livet som husmandskone ikke let.  Op ved hanegal og i seng med solen skal man. Især sommerdagene er lange, solen er så længe på himmelen! Åh, når hun en sjælden gang når et hvil midt på dagen! Så velsignet det er, at lægge hovedet på puden og lade tankerne flyde til drømmende nonsens.

Det nåede hun ikke i dag. Sikke et hyr hun havde til morgen med at få sørget for de tre smådrenge. Dagen før havde purkene tømt tønden med spegesild, hvad de lykkeligt havde glemt i løbet af natten. Skylle davren ned med lidt tynd øl kunne de nok, men det hjalp slet på sure miner. Sådan på stikkerne man måtte være omkring det lille bord i husmandsstuen med al den ballade.

Og så skulle der tilmed komme gæster. Den gode pastor lagde vejen forbi. Lidt at tygge på skulle han have, men proppe sig, det fik han ikke lov til. Så meget kan der ikke blive til, man holder jo nøje regnskab med at få det hele til at række til næste høst.

Smådrengene gør det ikke nemt. Bedst var den bette Anders vokset ud af sit babytøj – det gjorde sig nu i øvrigt fint som lap på skørtet – før han igen var for lang til sine bukser. Og Søren, den ældste, trænger til nye træsko. Dem skal de jo bruge i skolen, som kongen har bestemt det. Så man må jo skaffe lidt klingende mønt. Bierne omme bag laden giver ganske vidst lidt honning og voks, som kan sælges, men dem skal man jo også se efter. Der kan den gamle aftægtskone trods alt gøre sig lidt nyttig og se til at de ikke sværmer. Åh, det bliver nu godt, når Søren skal ud og tjene til næste år. Han bliver snart 7. Så bliver han bespist der, og får vel også lidt med hjem til husholdningen. Det kommer til at falde på et tørt sted.

 

Agnete - kaldet Nete Nærigfis - den sparsommelige landbokone fra 1800-tallet

Men – kaffe skulle pastoren i hvert fald have. Og grumsen har kun været brugt en enkelt gang før, så der er stadig ganske meget smag i. Det skal i hvert fald ikke hedde sig i de andre små hjem, at pastoren fik tynd kaffe og intet tørt hos Nete. Nok kalder de hende Nete Nærigfis, men det ser hun stort på. Den der sparer, har til en anden god gang, som det gamle ord siger. Selv foretrækker hun Sparsommelige Nete.

Og ak ja, ikke bare var der gæster at besørge til middag, der blev også sendt bud fra godset. De havde brug for hjælp med malkningen, så der var ingen ved udenom at vade den halve mil derop og give et nap med. Netes mand er ganske vidst fast arbejdsmand på godset, men nu og da har de brug for et par ekstra hænder. Det duer ikke at kny, for man må prise sig lykkelig for at være husmandsfamilie ved så fornemt et gods som Ledreborg. Det er der mange glæder ved. Somme tider tilfalder der husmændene noget af det aflagte tøj fra godsfamilien. Denne dag var Nete så heldig, at datteren havde udtjent et hovedlin, som hun havde fået helt fra Frankrig. Fine sager, med det smukkeste mønster. Ridefogedens aflagte skydefrakke, som ikke længere er moderne i snittet, fik Nete også lov at tage med hjem. Af det kan der så rigeligt blive nye bukser til Anders. Der er også nok til at lægge stoffet dobbelt på enden – det er jo gerne der bukserne bliver slidt først.

Med kaffe til pastoren og nyt uld til bukser til Anders kan selv den sparsommeligste husmandskone sidst på dagen gå roligt til sengs.