Et alternativ: Hold møde i naturen

Som noget nyt tilbyder Sagnlandet Lejre at sprænge rammerne for mødekulturen, og tage mødet udenfor. Her er 43 hektar enestående og uberørt natur, som vil tilføje en ekstra dimension til jeres møde. Brug lys, luft og duft som en indgang til for eksempel udvikling eller evaluering.

Vi forsyner jer med en rygsæk med en lille klapstol, skrivesager, frokostboller, frugt og kildevand, og så er det ud i naturen. I er velkomne til at bruge alle stierne, og I kan booke områder, der er særligt egnede for samling. Læs herunder om nogle af områderne.

SKOVTURSPAVILLONEN

Skovpavillonen ligger lidt afsides for foden af bakken med Danselabyrinten. Skovturspavillonen har rigelig plads, her kan I være op til 70 personer uden problemer.

Skovturspavillonen kan fungere godt som fast base for et længere besøg i Sagnlandet. Herfra kan I drage på opdagelse eller sætte gang i forskellige aktiviteter, og mødes i pavillonen til samling eller frokost. Skovturspavillonen er et oplagt sted at spise Vikingegryde.

Ved skovturspavillonen er der mulighed for at tænde bål og grille. Har I booket skovturspavillonen, får I udleveret en spand med brænde og optændingsmateriale i butikken. I kan leje forskellige typer grill. En moderne grill, hvor I tænder bål eller lægger kul ned i, med eller uden låg. Alternativt kan I leje en vikingegrill, som er en rist, der hænger i et stativ henover bålet.

Skovturspavillonen koster 1500 kr. pr. dag. Der vil være borde og bænke til det antal personer, I har brug for.

Leje af grill inkl. brænde: 350 kr. pr. grill.

I EN JERNALDERHYTTE

Sagnlandets jernalderlandsby Lethra ligger indhegnet mellem bakker og overdrev ved bredden af Buesø. Ved landsbyen græsser husdyr, og høns og gæs pikker omkring mellem husene. Umiddelbart i nærheden af Lethra ligger smedien og den mystiske offermose.

I Lethra har I mulighed for at opleve historien på nært hold. Når I med dukket hoved træder indenfor i jernalderhytterne må I bruge et øjeblik på at lade øjnene vænne sig til mørket. På ildstedet ulmer gløderne, som giver varme, lys og duft. Sengen er redt med fåreskind.

I det intime fortidsmiljø kan I udfordre jeres vaner fra dagligdagen. Nye tanker, omgangsformer eller noget helt tredje vil måske opstå under et møde i Lethra.

Tre af jernalderhytterne i Lethra egner sig til det alternative møde. De kan hver huse op til 25 personer. Hytterne ligger ved siden af hinanden, så I har mulighed for at dele jer op i flere hold.

Her er billederne

 

 

Her er billederne