april, 2015

26apr13:00- 15:00Hør om vilde svin og glade grise13:00 - 15:00 Tid: kl. 13.00-15.00

Info

Få brugt både bentøj og ører, når landbrugsdyrepasser og fårehyrde Njord Flaherty søndag den 26. april inviterer på trampetur blandt de gamle dyreracer i Sagnlandet Lejre.

En flad tryne, et ekstra ribben, og krølle på halen. Det er nogle af de kendetegn, der adskiller moderne grise fra deres vilde forfædre. Alle er fremavlet ved menneskets hjælp.
Særligt de sidste 100 år er det gået stærkt. Det fortæller Njord Flaherty, der er uddannet landbrugsdyrepasser og fårehyrde, og er blandt de medarbejdere, der tager sig af Sagnlandets mange dyr.
-Over tid har avlsarbejdet givet den moderne gris, en flad tryne, færre hår og et ekstra ribben i hver side.
Hvad menneskets avlsarbejde har betydet for både grisen, fåret og andre moderne landbrugsdyr, kan man høre om søndag den 26. april når Njord Flaherty inviterer på gåtur i det grønne og giver gæster et særligt indblik i Sagnlandets gamle dyreracer og forskelle og ligheder i forhold til deres moderne modstykker.

Undervejs på turen fortæller Njord  om domesticering og avlsarbejde med af nogle af nutidens velkendte landbrugsdyr.
Og der er nok at fortælle om. Det gælder både for fåret, der ikke altid har haft sin tykke, lodne uld, og det gælder grisens nye ribben, der giver dyrene en længere krop, og gør at landmanden får mere bacon og flere spareribs ud af den enkelte gris.

For mange ribben er ikke ren baconfest
Moderne slagtesvin klarer sig godt med det ekstra ribben. Alligevel kan der være faldgruber i avlsarbejdet med moderne landbrugsdyr. Derfor er det er vigtigt at tage en række hensyn, hvis man som landmand forsøger at fremavle bestemte træk. For selvom de fleste danskere elsker både bacon og spareribs, er der grænser for hvad der er godt for grisen.

Der har været eksempler på avlsarbejder, som har ført til endnu længere grise, med flere ekstra sæt ribben. Problemet var, at den meget langstrakte krop gjorde det svært for grisene at holde deres egen vægt. De fik, ligesom nogle gravhunde, tendens til rygproblemer.

Derfor gik man hurtigt væk fra de mest langstrakte typer. Og i dag er målet for mange avlsarbejder faktisk at komme endnu en smule baglæns, og avle nogle af de gamle racer med moderne grise. Det giver nogle dyr, som egner sig godt til frilandsdrift – de er nemlig både sundere, mere nøjsomme og har en højere levedygtighed.

Praktiske oplysninger:

Mødested & pris: Turen varer fra kl. 13.00-15.00. Gæster kan møde op ved Sagnlandets butik 12.45, hvor der åbnes for toiletterne og modtages kontant betaling for turen. Turen slutter igen samme sted. Pris 65 kr. per person. (Turen er målrettet voksne.)
Sagnlandet er kun åbent for deltagelse i turen. øvrige huse, miljøer, café og butik er ikke åbent.

Terræn: Turen går både af grusveje, stier og trampestier og henvender sig derfor ikke til gangbesværede, klapvogne eller barnevognen – til gengæld byder dagen på en god lang gåtur med sved på panden og kilometer under sålerne.

Hvornår

(Søndag) 13:00 - 15:00

Tid

kl. 13.00-15.00

Sorry, the comment form is closed at this time.