august, 2017

12augDatoPrisbelønnet lerdrejer sparker skiven i gangPotteriet - kortnummer 21Tid: 13.00-15.00

Hvornår

Dato (Lørdag)

Sted

Potteriet - kortnummer 21

Info

Lørdag den 12. august er der er gang i sparkeskiven i Potteriet i Sagnlandet Lejre. Og hvis det ikke var fordi Lejre-keramiker Christian Glahn havde hænderne helt nede i leret, ville han have haft dem højt over hovedet.

I hvert fald i overført betydning. Den fingernemme kunsthåndværker er nylig hjemvendt fra Danmarksmesterskaberne i Drejning. Og selvom mesterskaberne foregik på en elektrisk drejeskive, som opfører sig en hel del anderledes end den fodbetjente udgave, som Christian Glahn er vandt til, lykkes det ham at hive en velfortjent tredjeplads med hjem fra de tekniske mesterskaber i stordrejning.

-Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at deltage i år, men endte med at melde mig til i sidste øjeblik, siger keramikeren og fortæller om mesterskaberne, der blev afholdt på Fussingø Slot nær Randers.

-Der er et par af de mere erfarne deltagere, som både er uddannet på den specialiserede pottemageruddannelse, som ikke findes i dag, og som har mange, mange års erfaring. Og dem er der ingen der kan røre, fortæller keramikeren med et begejstret smil og en entusiasme i stemmen, som gør det tydeligt, at han hellere end gerne ser sig slået af både mesterskabernes nummer et og to, i bytte for den muligheden for at lære af nogle af fagets dygtigste.

Men selvom både guldvinderen Bjarne Puggård og sølvvinderen Johann Grasberger er berømte og berygtede blandt pottemagere i hele Danmark, er der ikke langt fra Christian Glahn og op til fagets giganter. Kun 4,3 centimeter skilte ham fra andenpladsen i den udvalgte disciplin, fade, hvor dagens opgave gik ud på at dreje et fad med størst mulig diameter på tid.

Adspurgt om metallet skrifter farve til næste år mesterskaber, er keramikeren dog – den kun lille forskel til trods – ydmygheden selv. Det eneste der afslører hans indre konkurrencegen, er hastigheden af svaret, når spørgsmålet er om han er at finde på deltagerlisten næste år. Det er han. Til gengæld forventer han skarp konkurrence, og et både styrket og større felt af konkurrenter:

Det kommer tilbage nu, pottemagerhåndværket, siger han, og fortæller at han i øjeblikket oplever noget nær en renæssance inden for faget, og en nysgerrighed og interesse der stiger og stiger.

Derfor overvejer han sammen med sine kollegaer i Sagnlandet Lejre også, om de skal sammensætte en række kurser for dem, som har lyst til at lære drejningens kunst. Noget de oftere og oftere bliver spurgt til.

Om kurserne med bronzevinderen og hans kollegaer i spidsen, bliver sat i søen, vil tiden vise. I mellemtiden kan alle interesserede få pirret nysgerrigheden og se en af Danmarks bedste drejere i aktion, når Christian Glahn lørdag den 12. august sætter sig foran drejeskiven, og inviterer både store og små til at lægge vejen forbi og få et indblik i drejehåndværket.

Tid

13.00-15.00

Sorry, the comment form is closed at this time.