februar, 2016

21feb13:00- 15:00Trampe-tale tur: Fra mark til mave i 6000 år (Kun åbent for tur)13:00 - 15:00 Slangealléen 2, 4320 LejreSagnlandet LejreTid: 13.00 - 15.00 Særlig aktivitetspris: Pris for voksne 65 kr. inkl. kaffe/te.

Info

Tag med biolog og geograf Erik Bruun Frantsen på tur i februarlandskabet og hør om jagt, indsamling og produktion af fødevarer. Hør om vores forfædres muligheder- og begrænsninger – for at skaffe sig rigelig og god mad i maven.

 

En gåtur på Sagnlandet Lejres stier er altid en smuk oplevelse. Men søndag den 21. februar får den gode udsigt selskab af ligeså gode historier, når cand. mag i biologi og geografi, Erik Bruun Frantsen, sætter spot på fødevarernes vej fra mark til mave og danskernes brug af landskabets ressourcer gennem de sidste 6.000 år.
På turen kan man blandt andet høre om, hvordan det foregik, da danskerne lod bue og spyd vige pladsen til fordel for ploven, hvorfor nye materialer som bronze og jern gjorde fortidslivet lettere, og hvordan nye teknologier sparede arbejdstimer i mængder, der ville få de fleste af nutidens effektivitetskonsulenter til at savle.

-Den tur, vi skal på, kommer til at handle om samspillet mellem civilisation, befolkningsgrupper, teknologisk udvikling og arealmæssige betingelser for ressourcer op gennem tid, fortæller Erik Bruun Frantsen:

-Der er sket rigtig, rigtig meget, siden man for omkring 6.000 år siden, for første gang i Danmarkshistorien, begyndte at dyrke jorden og tage bondelivet til sig, siger han og forklarer, at han på turen vil slå ned på nogle af de steder i historien, hvor blandt andet klimaændringer, samfundsforhold og, ikke mindst, innovation og nytænkning, har sat den menneskelige tilpasningsevne på overarbejde og kickstartet processen, der i sidste ende har skabt det samfund, som den moderne dansker kender i dag.

-Vi skal vidt omkring: Fra det første svedjebrug til stenalderjægeren, der aldrig løber tør for flint, men alligevel vælger at kyle stenene ud til fordel for bronzen, og til de samfundsmæssige omvæltninger, der følger med, da danskerne i slutningen af 1700-tallet slipper af med stavnsbåndet.

 

Praktiske oplysninger:

Mødested & pris:
Turene varer fra kl. 13.00-15.00. Gæster kan møde op ved Sagnlandets butik og parkeringsplads kl. 12.45, hvor der åbnes for toiletterne i velkomstcentret og modtages kontant betaling for turen. Det er ikke muligt at betale med kreditkort, men byttepenge haves. Turen slutter igen samme sted.

Pris for voksne 65 kr. inkl. kaffe/te.

Terræn:
Turene strækker sig – alt efter emne – over en afstand på 2 – 6 kilometer og går både af grusveje, stier og trampestier. Turene henvender sig derfor ikke til gangbesværede, klapvogne eller barnevognen – til gengæld byder dagen på en god gåtur med masser af frisk luft og røde kinder.

Kun åbent for tur:
Sagnlandet er kun åbent for deltagelse i turen. Øvrige huse, miljøer, café og butik er ikke åbent. Ligeledes er det ikke muligt at færdes i Sagnlandet på egen hånd under turen – adgang er kun i følge med guiden, af sikkerhedsmæssige årsager.

Forfriskning:
Til sidst byder Sagnlandet på en gratis kop kaffe eller te i Velkomstcentret tæt ved parkeringspladsen, toiletter og butik. Obs! Der er kaffe og te så længe lager haves.

Lidt om konceptet Trampe-tale ture:

Få viden til hovedet og kilometer i benene!

I de kolde måneder kan du hver 4. søndag i måneden opleve Sagnlandet Lejre på en anderledes måde. Her åbner vi det 43 hk. store landskab for trampe-tale ture for voksne. Blandt Sagnlandets personale findes mange vidende fagfolk som brænder for at dele deres viden om landskab, geografi, historie, arkæologi, oldtidreligion, natur og meget mere. Disse vidensmættede fortællinger får du i Sagnlandet unikke kulturlandskab og i de forhistoriske miljøer. Formålet med turene er således, at kombinere lysten til at gå en rask søndagstur i smuk natur med muligheden for at lære Sagnlandet, naturen og fortiden bedre at kende gennem fagfolkenes øjne.

Trampe- tale turene henvender sig til det voksne publikum, da både gå-distancer, terræn og fortællinger ikke egner sig til små ben og hoveder. Men har du som voksen lyst til, at opleve landskab og historisk miljø med fagmanden ved hånden er trampe-tale turene et godt bud på en spændende eftermiddag i det fri.

Hver tur guides af en ny fagperson fra Sagnlandet og indhold og emne vil derfor variere fra gang til gang.

Hvornår

(Søndag) 13:00 - 15:00

Sted

Sagnlandet Lejre

Slangealléen 2, 4320 Lejre

Tid

13.00 – 15.00

Særlig aktivitetspris

Pris for voksne 65 kr. inkl. kaffe/te.

Sorry, the comment form is closed at this time.