title

Mikkel Tinstøber

 

Tiderne skifter

Let foroverbøjet og med hovedet i hænderne sidder Mikkel og stirre fortvivlet på sine træsko. Han er gået ned på torvet, for at komme væk fra sin far og alle de forventninger, han har til ham. Det er ved at gøre ham skør og hovedet føles tungt som bly. Der er alt for meget at tænke over. Han gnider sine knyttede næver hårdt i panden, for at hjælpe tankerne i gang.

I dag er dagen, hvor Mikkel skal træffe et svært valg. Det vil få betydning for resten af hans liv og kan ikke bare sådan lige gøres om. Han er nødt til at vælge det rigtige – i dag. Vil han blive i sin fars tinstøberi, eller vil han gå sine egne veje.

Gennem mange generationer har tinstøberiet været i familiens hænder. Mændene i familien har alle arbejdet her og været dygtige anerkendte håndværkere i Roskilde, og deres tinvarer er blevet solgt vidt og bredt til de store gårde og fineste købmænd. Men ikke længere. Nu har støberiet kun få, små opgaver og den smule arbejde, der kommer op til jul når der skal laves legetøj, giver ikke penge nok. Ingen vil længere have fade og kander i tin, men hellere i porcelæn, som er billigere og nemt at få fat i.

Beslutningen skal tages i dag. Hans far er syg og kan ikke længere arbejde i støberiet, og det er derfor op til Mikkel, om han vil fortsætte familiens håndværk. Inden dagen er omme skal han give sin far svar. Det er svært, og mens Mikkel har blikket stift rettet mod den edderkop, der kravler over hans fod, vejer han for og imod.

Ved at blive i støberiet, vil Mikkel kunne fortsætte på sin vej mod selv at blive mester en dag, men samtidig ved han også, at tiden er ved at løbe fra faget. Han er ikke sikret en fremtid blot ved at blive i familiens støberi, selvom han vil arve det hele og det gode ry med. Han kan mærke på sin far, at han også er bekymret for tinstøbningen og familiens fremtid, men han er for stolt til at sige det. I stedet har han ladet beslutningen være op til Mikkel.

Hvis Mikkel beslutter at tage væk fra støberiet, lukker det. Han ved, at hans far har nok penge gemt væk, så hans forældre vil kunne klare sig uden ham, men at han så må sørge for sig selv og tjene sine egne penge. At være tinstøber et andet sted, vil ikke hjælpe – det er jo faget, som er ved at dø ud. I stedet kunne han forsøge at lære et andet håndværk, for selvom Mikkel har gået i skole, holdt hans far altid på, at håndværket var vigtigere end bøgerne. Det er en svær beslutning, for hvilken andet håndværk skulle det være? At blive tinstøber havde altid været Mikkels lod i livet, og han havde ikke givet det mange tanker – ikke før nu i hvert fald.

Måske kunne han rejse rundt med sit håndværk, tage nogle af de mindre forme med sig og tilbyde sit arbejde ved markeder, fester og højtider. Mon ikke nogen derude stadig har brug for blykugler, tinsoldater og knapper? Som tankerne begynder at falde på plads, kigger Mikkel rundt på torvet, åbner øjnene for verden og rejser sig. Han ranker ryggen, og tager et fast greb i vesten med begge hænder, inden han går tilbage af Algade mod støberiet.

Inderst inde ved Mikkel godt, hvad han vil. Han vil leve godt, have sit eget sted og på et tidspunkt en dejlig kone og nogle raske børn. Han er nødt til at forlade det døende tinstøberi, søge lykken og finde sin egen vej gennem livet.

”Fader, min beslutning er, at jeg rejser ud.”

Matilde Karlsen

 

Eventyret ‘Tiderne skifter’ er skrevet af:
Mathilde Karlsen

 


Sagnlandet Lejre og fremtidens kulturformidlere fejrer 100 års jubilæet for lige valgret i Danmark.

Følg med her på siden, når med, når Ellen, Louise, Mathilde og Pernille fra Natur- og Kulturformidleruddannelsen de næste to uger drager på opdagelse blandt Sagnlandets beboere, og gennem dem fortæller om en verden hvor ikke alle havde en stemme i samfundet.
Fakta og fantasi i skøn fusion
Med rygsækken fuld af historisk viden og hardisken proppet med finurlige billeder har de studerende hver skrevet et eventyr om en af Sagnlandets historiske personaer. Historierne er ren fiktion, men beskriver datidens samfund med afsæt i historiske fakta. Hvert eventyr formidler en historisk pointe, og kaster lys over fortidens skikke og livsvilkår. Tilsat en stor portion fantasi og en god skefuld skønlitterære kneb er eventyrerne med at gøre historien levende og relevant for den moderne læser.
Rigtig god fornøjelse!