Mødebreaks – gang i de små grå

Et mødebreak er mere end bare en pause. Det er en oplevelse, som giver smil på læben, ilt til hjernen og stof til eftertanke. Der er mange forskellige muligheder for alternative og givende pauser i Sagnlandet Lejre. Mødebreaksene varierer i tid. De kan gøres kortere eller længere på forskellige måder og kombineres på kryds og tværs og således tilpasses jeres ønsker.

Besøg potteriet

Kombiner pausen med at besøge Sagnlandets potteri. Her kan I opleve fortidens håndværk og høre pottemageren fortælle om de forskellige metoder, som har udviklet sig gennem tiden. Pottemageren fremtryller både jydepotter og vikingekeramik i sit værksted. Måske får I lov til at opleve et værk blive til.

Bueskydning

Prøv kræfter med fortidens våben, som dengang var i direkte sammenhæng med aftensmadens menu. Om I kan eftergøre stenalderbonden eller vikingekrigeren deres skydekundskaber vil komme an på en prøve. En guide fra Sagnlandet Lejre i historisk dragt vil hjælpe og underholde jer.

 

Klar til kamp!

I Sagnlandets arena er der mulighed for at blive klogere på fortidens krigerkunst. Arenaen er en naturlig bakkedal med plads til at røre sig på. En romer- og en germanerkriger vil tage imod jer og fortælle jer om forskellige våben og kampteknikker. Prøv selv at eksercere i formationer, prøv en rustning, og se om I kan løbe i krigerudstyr. Prøv også både bueskydning og spydkast i arenaen.

 

Guidede ture

Kombiner din pause med en guidet tur i Sagnlandet Lejre. I har 43 hektar at boltre jer på, og fire levende historiske miljøer. Emnerne for en guidet tur er uendelige, så ring og få en snak om, hvad kunne være spændende for netop jer.

 

Quiz med fortiden

Sæt jeres viden om oldtiden på prøve i en udfordrende historisk quiz. Under overskriften “Hvad er det?” sætter en kurv fuld af sære sager fra fortiden jeres viden og forestillingsevne i gang.

 

Slå ild på vikingemaner

Før lighterens opfindelse måtte man arbejde, og bruge snilde for at få ild i bålet. Lær hvordan, og prøv selv kræfter med ildslagning på vikingemaner.