Oldtidseksperimentarium – Båldalen

Midt i Sagnlandet Lejre finder I Båldalen. Her ligger det som et oldtidseksperimentarium, hvor I kan prøve kræfter med fortidens teknikker og teknologi. Båldalen er et aktivitetsområde, hvor børn og voksne bliver budt velkommen af en instruktør, der giver en introduktion til området og de forskellige aktiviteter.

 

Varighed: 1½-2 timer. Gruppen har en instruktør, der sætter jer i gang med aktiviteterne, men instruktøren er ikke til rådighed for jer under hele opholdet, som når I booker et undervisningsforløb.
Fælles Mål: Forløbet understøtter Fælles Mål i fagene natur og teknologi, historie, hjemkundskab og idræt.
Klassetrin: Børnehavebørn samt 0-10. klasse.
Antal elever: Max 16
Pris: Entrepris

Der bliver sat forskellige arbejdsprocesser i gang – fra jord til bord og fra gnist til bål. I kan hugge i træstammer med jernalderøkser, eksperimentere med at grutte korn til mel på oldtidens gruttesten og afprøve, hvor gode I er til at anvende ildens magi ved at ”slå ild” med ildstål, flint og fyrsvamp eller ved hjælp af ildbor. Det gruttede mel skal ikke gå til spilde, så I kan hygge jer omkring områdets bålpladser og bage jeres egne jernalderkiks. Endelig kan I sejle en tur på Båldalssøen i stammebåde, der er udhugget, som det er blevet gjort helt tilbage i stenalderen og op i tiden. Det kræver balance og samarbejde. Desuden kan I lave små venskabelige dyster på Båldalens tumlerute og afgøre, hvem der er bedst til at trække tov. Er I blevet sultne, kan I låne et sæt pander og købe pandekagedej i vores kiosk. Har I selv en luns kød med, eller vil I riste brød og pølser, er instruktørerne behjælpelige med at skaffe bål og stegerist. Brød og pølser kan også købes i kiosken.

HUSK AT BOOKE TID

På hverdage skal grupper booke tid i Båldalen i forvejen, da man ellers ikke kan forvente, at der er plads.