title

Søle Signe

 

Søle-Signe vs Byen

En kvinde står bøjet forover med hænderne ved jorden. Hun går og roder efter noget, hvad mon det kan være? Kvinden er Søle-Signe, rakkerens kone. Hun samler afhuggede hænder og andre menneskedele op fra jorden, for at gøre sig klar til dagen på markedet.

Søle-Signe kunne godt blive kaldt for byens heks, men den titel er noget trættende. Hvad har de egentlig gang i? Bare sådan give titler rundt til folk. Det skulle da lige være omvendt. Bare fordi hendes bod på markedet har mange ting, der er velegnet til brygge og ”gode varsler”; afpillede skinneben og kødfulde hænder, hvor der tit kan mangle en finger eller to hvis byens tyve er blevet opdaget.

På markedet, prøver hun at sælge en gammel afhugget fod, hvor huden næsten er rådnet helt væk, øjeblikket efter kommer Sørine forbi. Hun kan ikke fordrage Sørine. Det dydige pigebarn, som altid er derhjemme, passer gården og sætter aldrig en fod det forkerte sted. Hvor var det dog irriterende at kigge på. Hun skulle bare vide hvordan det er at være usynlig for resten af landsbyen. Prøve at sove under et tag, der altid lækker. De med deres for gode penge. De vil ikke engang komme over og se, hvad hun sælger. Tænk nu, hvis den tommeltot hun har hængende lige præcis er den, der skal til for at holde deres problemer for døren. Nå, men det må de også selv om. Hvis hun ville, kunne hun lave en bryg, som forbandede hele Lejre.

Søle-Signe afbryder ud ad den brokkende tankestrøm og ser igen Sørines ansigt. Hvor kan hun dog virkelig ikke fordrage Sørines smilende ansigt. Hun tager sin venstre hånd, stikker den ned i den lille pose, som hænger rundt om livet, og op trækker hun en håndfuld maddiker. Hun sigter lige imod Sørines rene krave. 3,2,1 og kast! Pletskud! Sørine hviner op som en tøs og danser rundt midt på markedet og gør sig selv helt til grin, for at få maddikerne ud af tøjet. Søle-Signe bryder ud i en høj, knækkende latter. Hvor hun dog elsker at drille Sørine i tide og utide. De bedste dage er de dage, hvor hun gør sådan noget. Hun kan nærmest ikke stoppe med at grine. En lille dreng har set hele episoden på afstand og prøver at holde grinet tilbage. Han har aldrig set kvinden med posen fuld af maddiker før. Hun er utrolig skræmmende med hendes beskidte og slidte tøj, uglede hår, brune tænder og brune hud, som nærmest kan skalle af med snavs.

Søle-Signe pakker sine remedier sammen og begynder at gå ud af byen. Lige uden for byen ligger Retterbakken. Retterbakken er det sted, hvor byens tyve får deres straf. På bakkens bagside er der et forfaldent hus, som ser lige så gustent ud som Søle-SIgne selv. Som rakker ejer man ikke mere end det tøj, man kan bære på kroppen.

Søle-Signe går hen mod huset. Hvor er hun dog træt af de mennesker her i byen. Hvis hun dog bare kunne flytte herfra og lade dem gå til i stanken af alle de døde mennesker, som hun og hendes mand hver nat skal ud og fjerne. Så kan de gå rundt i gaderne til ingen anden lugt end forår og gødning. De værdsætter slet ikke det arbejde nok. Byen har dikteret at det at være rakker, ikke er et fint nok erhverv for byen: Her står hun så og er tvunget til at bo på må og få, fordi når hun banker på deres døre, bliver de aldrig åbnet. Hun sørger for at de mennesker, som beboerne slår ihjel, ikke bare ligger og flyder i vejkanterne og i gaderne. Hun tager endda også deres hænder fra. De ser os ikke, de erkender os ikke. Vi har ingen stemme ifølge dem. Ikke engang hendes egen mand har en stemme.

Ellen Benedikte Lynard

 

Eventyret ‘Søle Signe vs. Byen’ er skrevet af:
Ellen Benedikte Lynard

 

Sagnlandet Lejre og fremtidens kulturformidlere fejrer 100 års jubilæet for lige valgret i Danmark.
Følg med her på siden, når med, når Ellen, Louise, Mathilde og Pernille fra Natur- og Kulturformidleruddannelsen de næste to uger drager på opdagelse blandt Sagnlandets beboere, og gennem dem fortæller om en verden hvor ikke alle havde en stemme i samfundet.
Fakta og fantasi i skøn fusion
Med rygsækken fuld af historisk viden og hardisken proppet med finurlige billeder har de studerende hver skrevet et eventyr om en af Sagnlandets historiske personaer. Historierne er ren fiktion, men beskriver datidens samfund med afsæt i historiske fakta. Hvert eventyr formidler en historisk pointe, og kaster lys over fortidens skikke og livsvilkår. Tilsat en stor portion fantasi og en god skefuld skønlitterære kneb er eventyrerne med at gøre historien levende og relevant for den moderne læser.
Rigtig god fornøjelse!