title

Valdar den Venlige

 

Varmen var uudholdelig. Valdar vågnede ved at hans far greb ham fast i kraven og skubbede ham ud af huset. – Du bliver der!, formanede han. Selv for han tilbage ind i det brændende hus. Det blev de sidste ord Valdar hørte sin far sige.

Der var flammer overalt. Grisenes gennemtrængende hvin og hestenes vrinsken blandede sig med ildens buldren. Valdar var skræmt fra vid og sans. Han trak sig bagud, væk fra de brændende huse, og så, at ikke bare deres hus, men hele landsbyen stod i flammer.

Snart var flammernes susen, lyden af træ, der flækker og falder til jorden og sporadiske gnister de eneste lyde, der kom fra landsbyen. Udenfor hegnet stod den unge Valdar og så rædslen i øjnene. Hans far var ikke kommet levende ud af huset igen. Heller ikke andre i hans familie, heller ikke dyrene, heller ikke nogle fra nabohusene. Den unge høvdingesøn på blot 17 vintre var blevet både forældreløs og hjemløs i løbet af få timer.

Solen står højt på himlen og svider engens græs. Børnene leger omkring, mens de voksne i ro og mag er i gang med hver deres syssel. Høvding Jarund skrider tværs gennem den lille landsbys lave stråtækte huse, men standser ved synet af en ældre mand, der kommer vandrende mod landsbyen.

Valdar har efterhånden gennemlevet 50 vintre, og er første gang siden han tog flugten tilbage på disse kanter.

-Vær hilset rejsende! Hvad bringer dig hid? Råber Jarund til Valdar.

-Jeg er Valdar, søn af ?, bror til Lethro.

Jarund troede ikke sine egne ører. Kunne manden i den blå kappe virkelig være Valdar, søn af høvdingen i nabolandsbyen Allerslev, der brændte for så mange vintre siden?

Jarund inviterede straks Valdar ind i sit hus og bad ham fortælle, hvad der var hændt i alle disse år. Hvordan undslap han brænden, og hvor havde han været i årene der nu havde forvandlet ham fra ung knægt til gammel mand.

-Der stod jeg dengang for mange år siden, på kanten af min manddom og var pludselig på egen hånd. Jeg anede ikke uråd, men vidste bare, at jeg måtte væk. Væk fra det, som var min hele verden, men som ved en håndevending blev forvandlet til en massegrav. Som høvdingesøn var jeg oplært i krigens kunst, og det forlød at romerne ikke kunne få krigere nok. Derfor drog jeg mod syd og sluttede mig der til den romerske legion.

Det var ikke noget let liv som legionær. Kamp fra morgen til aften foruden alskens praktiske opgaver. Man måtte være fiks på fingrene, for ikke at ende med lortetjansen. Helt bogstaveligt – dem, der ikke var gode håndværkere skulle tømme latriner! Heldigvis har jeg altid haft fingrene godt skruet på, så jeg slap for den ildelugtende opgave.

Mens jeg var lejesoldat trak legionerne længere mod nord. Romerriget er jo mægtigt, og jeg havde intet imod at udøve min krigsgerning for romerne, men jeg har aldrig glemt mit fædrene ophav. Som født i Allerslev i nord tilhører jeg nordgermanerne.

Alligevel var det på mange måder en magelig tilværelse. Vi var mange krigere og kæmpede side om side i formationer, der gjorde os absolut overlegne i forhold til fjenden. Og var jeg blevet i legionen i 25 år, havde jeg fået borgerskab og et stykke jord, som jeg kunne bygge et liv op på. Med den romerske hær rykkede jeg mig over store afstande. Fra kamp til kamp, bevægede vi os mod nord. Uden skrupler slog jeg fjernder i et antal jeg ikke kan tælle. Men da vi nåede så langt mod nord at vi sejlede ind i det Sydgermanske rige ad den store Rhin-flod, begyndte min samvittighed at nage. Jeg stod for at skulle kæmpe mod sydgermanerne – mit eget broderfolk.

Der stak jeg sværdet i skeden. Min stolthed vandt over min magelighed. I ly af natten tog jeg flugten fra legionen og levede i nogen tid som flygtning i de store skove. Her stødte jeg på sydgermanske stammer, som beredte sig på kampen mod romerne. Jeg vidste, at det var en dødsdom at melde mig under deres faner og kæmpe imod romerne, der var langt i overtal. Men jeg var efterhånden blevet en gammel mand, og havde sindsro ved tanken om at dø i kamp for mit broderfolk. Så jeg genoptog krigergerningen, nu på sydgermanernes side.

Med mine mange år på bagen i den romerske legion var jeg lidt af en ekspert udi romersk krigsgerning. Det kom de sydgermanske krigere og deres hærfører Armenius til stor hjælp. Vi udnyttede landskabet – sydgermanerne var vant til at færdes i skoven, hvor bakker bryder terrænet og moser bryder landskabets overflade. Romerriget længere mod syd ser meget anderledes ud, forstår du. Der er det mere egnet for romerne at stå skulder ved skulder i en lang række og på den måde beskytte hinanden. De trygge formationer gør dem nærmest usårlige i kamp på fladt land. I germanernes store skov kaldet Teuteburger, var det slet ikke en mulighed. Og jeg kendte til romernes overmodige selvtilfredshed, så jeg foreslog at slå til når romerne nåede skoven og var tvunget til at bryde deres formationer.

Vi omringede dem, slog til fra alle sider, så vi fik de enkelte soldater i nærkamp og med blottede sider. Jeg selv vidste, at det ville blive mit sidste slag, så jeg kastede mig hovedkulds og frygtløs ind i kampen. Det gik over al forventning. Romerne kunne for en gangs skyld ikke stå mål med deres modstandere, selvom de var i overtal. De faldt på stribe, mens vi andre i en art blodrus blot blev stærkere og stærkere. Jeg sendte da en venlig tanke til min far, som gav mig navnet ‘Valdar’ -‘den, der sejrer’.

Efter den store sejr blev jeg hyldet som en helt af mine nye sydgermanske kammerater. Og jeg fik tilbud om at kæmpe videre med dem som højt rangerende. Men jeg havde besluttet, at det skulle være min sidste kamp, så jeg valgte i stedet at vende næsen mod nord og min kolde hjemegn med de lange lyse sommernætter.

-Og her skal du være velkommen, siger Jarund og lægger sin hånd på den gamle Valdars skulder. Giv mig din store erfaring og håndværkersnilde, så skal du få føde og tag over hovedet i bytte. Da jeg er den eneste høvding her i Lethra, er landsbyen sårbar, når jeg er på rejse. Jeg har brug for en højre hånd til at assistere mig i det daglige, og træde i mit sted, når jeg ikke er her. Med høvdingeblod i årerne har jeg fuld tillid til, at du kan løfte opgaven.

Sådan gik det til, at Valdar blev andenhøvding i Lethra. Våbnene har han lagt fra sig. De ligger nu i hans hus, så de er til at gå til, hvis det skulle komme til angreb, men den gamle kriger bryder sig ikke om at gå rundt med dem og prale af sin fortid i legionen. I stedet finder man mest Valdar – nu med tilnavnet ‘Den Venlige’ – i smedjen eller med et stykke træarbejde mellem hænderne.