title

Forskning: Vikingernes beklædning

 

Velklædte vikinger – hvordan så de ud?

De fleste mennesker i dag har en forestilling om, hvordan vikingerne så ud. Men faktisk ved vi kun ganske lidt om, hvad vikingerne havde på, og hvordan de klædte sig.

Gennem tiden har arkæologer fundet flere tekstil- og pelsrester, men kun få hele klædedragter. Den viden vi har er derfor begrænset og knytter sig hovedsageligt til bevarede arkæologiske fund fra grave, som har hørt til vikingetidens øverste samfundslag.

Men hvordan gik vikinger fra forskellige samfundslag egentlig klædt?

Det forsøger et hold forskere nu at finde ud af. Det gør de ved at undersøge bevarede tekstilrester, men også ved at granske billedmateriale og skriftlige kilder om vikingernes tøjstil.

Ud fra den nye viden vil de blandt andet rekonstruere en mands- og en kvindedragt og udarbejde et dragtkatalog, som præsenterer nyeste bud på forskellig beklædning i vikingetiden.

 

Sagnlandets vikinger opdateres

Projektet ‘Velklædt i vikingetiden’ ledes af seniorforsker Ulla Mannering fra Nationalmuseet i et samarbejde med Sagnlandet Lejre og Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet.

Projekt vil blandt andet gavne Sagnlandet Lejres levende formidling, da man i fremtiden vil kunne give gæsterne et mere nuanceret indblik i vikingetidens garderobe, som den kunne have set ud for ca. 1000 år siden.

Forskningsprojektet er finansieret af en bevilling fra Velux Fonden på 5,5 millioer kroner.

Tekstilrest fra Hvilehøjgraven. Foto: Nationalmuseet (CR).

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk